Kinesisk kylligesuppe Januar 2008
11.januar 2008
Kinesisk kyllingesuppe med scampirejer, rejesnacks og korianderchutney
Til 12 pers. skal der bruges:
Tørrede kinesiske svampe 100 g
Kyllingeinderfilet 12 stk
Hønsebouillon 3-4 l
Bambusskud 1 ds
Risvin eller sherry 1 dl
Riseddike 1 dl
Sojasauce, lys 1 dl
Scampi-rejer, med eller uden skal 24 stk
Forårsløg 6 stk
Udblød svampene, lad dem dryppe af og pres væden ud af dem.
Kog inderfileterne i bouillonen og tag dem op. Skær svampe og kylling i meget tynde skiver.
Smag bouillonen til med risvin, riseddike, soja, salt og peber. Tilsæt svampe, kylling, rejer og bambusskud og kog suppen godt igennem.
Server suppen rygende varm pyntet med forårsløg, korianderchutney og med rejesnacks til.
Rejesnacks:
Blend 200 g kogte, pillede rejer med 1 ds flået tomat, 1 dl olie, 1 rød chili uden kerner til en cremet masse. Bred den ud i en lille bradepande eller lignende.
Skær 12 skiver sandwichbrød ud i stænger, uden skorpe, og vend dem i rejemassen. Læg dem på en bageplade, med bagepapir og bag dem i ovnen til de er gyldne.
Korianderchutney:
Skær 1 agurk, uden kerner, i fine tern. Hak 1 bdt koriander groft, og bland med agurken. Rør ½ dl eddike sammen med 2 spsk sukker. Vend salaten i lagen.
Hjemmelavede forårsruller med sød chilisauce.
Til 12 pers. skal der bruges:
Forårsrulledej 2 pk
Hakket oksekød 500 g
Kinakål ½
Gulerod 2 stk
Ingefær, revet 1 spsk
Hvidløg, presset 3 fed
Shitake 6 stk
Forårsløg 2 bdt.
Maizena 2 spsk
Soja 2 spsk
Olie 2 spsk
Opblød svampene i kogende vand i 20 min. pres dem fri for vand og tør dem. Snit dem fint.
Snit gulerod og kål meget fint.
Varm 2 spsk olie op i en stor gryde eller wok. Steg kødet ved høj varme sammen med ingefær og hvidløg til det smuldrer.
Tilsæt gulerod og kål og steg videre 1-2 min., tilsæt forårsløg, svampe, soja, lidt salt og peber (evt lidt sukker). Lad fyldet køle af.
Bland maizenaen med lidt vand til en pasta. Hold forårsrulledejen tildækket med et fugtigt klæde, mens der arbejdes med dem. Læg 2 plader oven på hinanden (rullerne skal have 2 lag dej) og del dem i 4 stykker.
Læg et hjørne ned mod dig og læg ca. 1 spsk fyld på hver firkant. Smør kanterne med lidt af maizenapastaen (ellers risikerer man at rullerne åbner sig under stegningen), og rul fast sammen, samtidig med at siderne foldes ind. Fortsæt til fyldet er brugt.
Varm frituren op og steg rullerne. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Server meget varme med lidt sød chilisauce.
Sesamstegt laks med ristede grøntsagsris
Til 12 pers. skal der bruges:
Laksefilet 2 stk
Sesamfrø 400 g
Kogte ris 1,2 l
Chili, rød, uden kerner 2 stk
Peberfrugt 4 stk
Gulerødder, skrællede 4 stk
Sukkerærter 300 g
Bønnespirer 300 g
Forårsløg 2 bdt
Porrer, rensede 1 bdt
Skyl og tør laksen, skær 12 pæne stykker, ca. 150 g stykket. Krydr stykkerne med salt og peber og vend i sesamfrø.
Skær grønsagerne i tynde strimler og hak chilierne meget fint.
Hæld 1 cm olie op i en stor stegepande, og varm op. Steg lakse-stykkerne på panden, ca. 2 min på hver side til de er gyldne. Tag dem af og læg dem på en bageplade med bagepapir. Steg dem færdige i ovnen.
Imens steges grønsager og ris i en stor gryde eller pande. Gerne over 2 eller 3 omgange, alt efter størrelse. Start med grønsagerne og tilsæt siden risen, da denne jo er tilberedt.
Det hele skal være gennemvarmt, men grønsagerne skal stadig være sprøde.
Anret grønsagerne på tallerkner og læg laksen ovenpå.
Server med soja.
Stegte bananer med eksotisk frugtsalat
Til 12 pers. skal der bruges:
Bananer, faste 12 stk.
Æg 4
Sukker ½ dl
Maizena 100 g
Hvedemel 6 dl
Salt 1 tsk
Bagepulver 3 tsk
Fløde 13 % 3,5 dl
Smør, smeltet 50 g
Akaciehonning 1 gl
Olie til stegning
Skær bananerne i 1½ cm tykke skiver. Pisk æg, sukker, salt, fløde og smeltet smør sammen. Sigt maizena, hvedemel og bagepulver i og vend dejen sammen.
Dyp bananskiverne i dejen og steg dem i varm olie, til de bliver lysebrune.
Lad dem dryppe af på køkkenrulle og server med honning eller sirup og frugtsalat.
Eksotisk frugtsalat:
Lychees 2 ds
Ananas 1 st
Melon, sød 1 stk
Kiwi 4 stk
Mango 3
Papaya 2
Mynte 1 bdt.
Åbn dåserne med lychees og hæld dem i en stor skål med saft.
Skræl kiwierne, skær dem i skiver og kom dem i skålen.
Skræl resten af frugterne, fjern eventuelle kerner og skær dem i tern. Kom dem i skålen og vend rundt i saften. Stil i køleskabet i mindst 1 time.
Pynt med frisk mynte inden servering.