Indien, November 2012
9. november 2012
Indien

Salt Lassi
Forret:
Onion Bahji
Raita
Hovedretter:
Butter Chicken
Lamb Rogan Josh
Chapati
Safran-ris med kokos og koriander
Salt Lassi
Til 9 pers. skal der bruges:
Yoghurt 5 dl
Spidskommen 1tsk
Chat Masala 3 spsk
Lidt salt
Mynteblade ½ bdt
Korianderblade ¼ bdt
Chili, grøn 1
Isterninger ½ l
Vand 4 dl
Blend mynte, koriander, chili med halvdelen af yoghurten i et par minutter.
Tilsæt resten af ingredienserne og blend til isterningerne er opløst.
Onion Bahji
Til 9 pers. skal der bruges:
Rødløg 4
Chili, røde 3
Koriander, frisk ½ bdt
Ingefær, revet 4 spsk
Gurkemeje 2 spsk
Spidskommen 2 spsk
Kikærtemel 3 dl
Hvedemel 1½ dl
Bagepulver 2 tsk
Salt vand
Olie, mad ½ l
Pil løgene og skær dem i tynde både.
Skræl og riv ingefæren. Hak chili og koriander fint.
Bland kikærtemel, hvedemel og krydderier. Tilsæt vand til blandingen er som en tyk pandekagedej. Kom de øvrige ingredienser i og bland grundigt.
Sæt ”frikadeller” af blandingen af i varm olie på en pande og steg til de er gyldne og sprøde.
Server med Raita og eventuelt agurk og mynte.

Lamb Rogan Josh
Til 9 pers. skal der bruges:
Madolie 4 spsk
Peberkorn, sorte 20
Nelliker 10
Frø fra 5-6 hele kardemommekapsler
Spidskommen, hele 1 spsk
Kanel 2 stænger
Løg 4
Chili, grønne 4
Chilipulver 2-3 tsk
Spidskommen, stødt 1 tsk
Gurkemeje 1 spsk
Koriander, stødt 2 spsk
Garam masala 2 spsk
Salt 1 tsk
Hvidløg, finthakket 2 spsk
Ingefær, revet 2 spsk
Tomatpuré 3 dl
Lammebov 1,2-1,5 kg
Mandler 4 spsk
Yoghurt 4 dl
Skær lammeboven i stykker ca. 3 x 3 cm. Hak mandlerne groft.
Pil og hak løgene. Pil hvidløg og hak fint. Skræl ingefæren og riv den. Flæk og hak de grønne chili. Knus peberkorn og nelliker i en morter.
Varm olien op i en sauterpande eller stegegryde. Rist kardemomme-frøene, de knuste peberkorn, nelliker, hel spidskommen og kanel af i olien et minuts tid. Tilsæt de hakkede løg og grønne chili, og lad det stege roligt til løget er gyldent.
Tilsæt alle de tørre krydderier, hvidløg, ingefær og tomatpuré. Lad det koge sammen i nogle minutter.
Så kommes lammekød, hakkede mandler og yoghurt i. Bland det hele godt, læg låg på gryden og lad retten simre roligt 35-40 min, til lammekødet er mørt. Kig til det undervejs.
Hvis sovsen virker for tyk, kan man fortynde med lidt vand. Smag til med salt, og server rygende varm med ris og en god chutney til.
Drys eventuelt med frisk koriander.
Raita
Til 9 pers. skal der bruges:
Yoghurt, drænet ½ l
Mynte, finthakket 2 spsk
Koriander, finthakket 2 spsk
Chili, grøn, finthakket, uden kerner 1
Lime, saft af 1
Tomater, modne 5
Agurk 1
Flæk agurken, fjern kernerne og skær den i små tern. Salt dem lidt, det må ikke blive for salt!
Skær også tomaterne i mindre tern og salt også dem lidt. Lad dem stå 15-20 minutter, pres så væden fra, gennem en sigte.
Rør imens yoghurten med finthakket grøn chili, de finthakkede krydderurter, salt og peber. Smag til med limesaft.
Kom tomat- og agurketern i og bland rundt.
Lad den stå køligt en times tid, så smagen når at sætte sig.
Butter chicken
Til 9 pers. skal der bruges:
Kylling 2 store
Saft af 2 lime
Chilipulver 2 tsk
Chillier 2 røde
Nelliker 20 stk
Peberkorn, sorte 20 stk
Kanelstænger 3-4
Korianderfrø 1 spsk
Gurkemeje 2 spsk
Fennikelfrø 3 spsk
Laurbærblade 10
Kardemommekapsler 12
Yoghurt, naturel 1 l
Mandler ca. 30
Løg 5
Hvidløg 5-6 fed
Ingefær, revet 3-4 spsk
Tomater, flåede 3 dåser
Hønsefond 5 dl
Smør 200 g
Koriander, frisk ½ bdt
Vindruekerneolie
Skær kyllingerne i stykker: lår, overlår, vinger og bryst. Mariner dem i limesaft og chili i 1 time eller mere.
Rist alle de tørre krydderier på en tør pande. Rist mandlerne. Mal krydderierne og halvdelen af mandlerne til en karry. Bland den med yoghurten.
Mariner kyllingen videre med denne blanding 1 time eller mere. Start gerne om morgenen og lad den trække i yoghurten hele dagen.
Pil løgene og skær dem i skiver. Varm olie i en sauterpande og steg løgene gyldne, kom finthakket hvidløg og revet ingefær i. steg videre 1 minut.
Tag kyllingen op af marinaden og lad den dryppe lidt af. Steg stykkerne på en grill eller på en pande ved høj varme til de får farve.
Det sviner lidt, og yoghurten falder lidt af kyllingen.
Blend de flåede tomater i en blender.
Kom de blendede tomater, hønsefond, resten af marinaden og kyllinge-stykkerne i en stor, tykbundet gryde. Læg et låg halvt på. Lad det simre, ved svag varme til saucen er kogt ind. Smag til med salt og måske en anelse sukker.
Smelt smørret i en lille gryde for sig og hæld det over kyllingen og bland. Hak resten af mandlerne groft.
Pynt med friske koriander og de hakkede mandler.
Safran-ris med kokos og koriander
Til 9 pers. skal der bruges:
Basmati-ris ½ kg el. 8 dl
Vand 1,2 l
Safran lidt
Salt 2 spsk
Kokosmel 1 dl
Koriander ¼ bdt
Kog vandet op i en stor gryde med salt.
Tilsæt basmati-ris og safran og kog risen ved lav varme, til risen er kogt.
Rist imens kokosmelet på panden til det er lysebrunt og bland det i de kogte ris sammen med fintsnittet koriander. Server.
Chapati (Roti)
Til 9 pers. skal der bruges:
Fuldkornshvedemel 5 dl
Salt 1 tsk
Olie 5 spsk
Vand 2-3 dl
Bland mel og salt, tilsæt olie og bland igen. Kom lidt efter lidt vand i, mens der æltes, til dejen er blød og smidig, men ikke klæbrig.
Lad dejen hvile i 20 minutter under et fugtigt klæde, og del den derefter i mindre kugler på størrelse med en golfbold.
Drys med lidt almindeligt hvedemel, og rul kuglerne ud til ganske tynde pandekager. Læg dem en af gangen på en tør, meget varm pande. Vend dem ofte og pres pandekagen ned mod panden, til den puffer op og har fået lidt brune pletter hist og her.
Kan serveres til alt indisk mad.
Inderne bruger Chapati i stedet for bestik.
