Lakrids, november 2013
8. november 2013
Jordskokke-suppe
med porre og appelsin

Til 8 pers. skal der bruges:
Porrer, kun det hvide, 3
Løg 3
Hvidløg 3 fed
Rød chili, finthakket, ½
Fintreven skal af 1 appelsin
Ingefær, fintreven 1 spsk
Jordskokker 800+200 g
Piskefløde 3 dl
Appelsinsaft af 4 appelsiner
Vand 5 dl
Olivenolie ½ dl
Salt, peber
Jordskokkerne skrælles, 200 g skæres i fine tern og gemmes, resten skæres i skiver.
Porrerne vaskes grundigt og skæres i skiver, løgene pilles og skæres ligeledes i skiver.
Riv skallen af en af appelsinerne, med et fint rivejern.
Pres saften ud af alle appelsinerne.
Der hældes lidt jomfruolivenolie i en stor gryde. Når olien er varm tilsættes porrer, løg, hvidløg, chili, appelsinskal og ingefær. Ingredienserne sauteres i 4-5 minutter. Krydr med salt og friskkværnet sort peber og kom resten af ingredienserne i gryden.
Kog suppen i 20-30 minutter, blend evt., og smag den til.
Kom jordskokketern i de sidste 20 sek inden servering. Server med lunt flute.
Gris i Lakrids

Til 8 pers. skal der bruges:
Gulerødder 4
Persillerod 2
Løg 2
Svinekæber 2 kg
Hvidløg 6 fed
Lakrids øl eller anden mørk øl ½-3/4 l
Peberkorn 2 spsk
Laurbærblade 3-4
Timian 5 kviste + lidt plukket
Sirup eller honning 1 spsk
Lakridssirup, sød, 1-2 spsk
Balsamico 3 spsk
Olie, mel, salt og peber
Skræl og skær gulerødder og persillerødder i grove stykker. Pil og skær løget i både. Puds svinekæberne fri for hinder. Brun dem i lidt olie på en varm pande, så de bliver brunet ordentligt.
Brun gulerod, persillerod, løg og hvidløg i en tykbundet gryde. Kom kæberne op i gryden, drys med lidt mel og tilsæt øllet. Kom peberkorn, laurbær og timian i gryden. Kom låg på og lad kæberne simre i 1-1½ time. Ryk lidt rundt på dem undervejs, så de får lige meget varme. Tag låget af og lad dem simre yderligere 15-20 til de er helt møre.
Tag kæberne op og sigt saucen over i en anden gryde og lad den koge en smule ind, jævn den med lidt maizena, hvis nødvendigt.
Smag til med sirup/honning, lakridssirup, balsamico, salt og peber, den må ikke blive for sød.
Kom kæberne tilbage i saucen og server med plukket timian på toppen.
Rødbedesalat med tranebær, lakrids og flødedressing
Til 8 pers. skal der bruges:
Rødbeder 1-1,2 kg
Piskefløde 1 dl
Tranebær, tørrede 90 g
Lakridspulver 1 nip
Kog rødbederne i vand i ½-1 time, afhængigt af størrelsen, til de er møre. Skyl dem i koldt vand og smut dem ud af skrællen.
Brug evt. engangshandsker, så du slipper for røde hænder. Skær rødbederne i ½ cm tynde skiver.
Dressing:
Citronsaft 3 spsk
Lakridspulver ½ tsk
salt og friskkværnet peber
Pisk citronsaft, lakridspulver, salt og peber sammen til en dressing og bland den med rødbederne. Smag den til med citronsaft, salt og peber. Anret rødbederne på et fad eller tallerken og dryp fløden over.
Drys tranebær og et lille nip lakridspulver over til sidst.
Baconsalat med Lakrids
Til 8 pers. skal der bruges:
Salat:
Grønkål 400 g
Rødløg i tern 2
Granatæble ½-1
Æble i tern, røde 2
Bacon i skiver 150 g
Dressing:
Balsamico 3 spsk
Olivenolie 2 dl
Citronsaft 2 spsk
Lakridssirup, sød 1-1½ spsk
Lakridspulver 1-1½ tsk
Salt og peber
Rib grønkålen af de grove stængler og skær den i tynde strimler.
Halver granatæblet på tværs og bank frugtkernerne ud med bagsiden af en spiseske. Fjern det hvide. Bland grønkålen med rødløgstern og æbletern og vend den rørte dressing i, lige inden servering.
Drys granatæblekernerne over.
Steg baconskiverne sprøde og anret med på salaten.
Rugbrødslagkage med Lakrids

Til 8 pers. skal der bruges:
Rugbrødsbunde:
6 æg
200 g finthakket mørkt rugbrød uden kerner
200 g rørsukker
1 tsk. bagepulver
100 g hakkede valnødder
2-3 tsk. Lakridspulver
Fyld:
2 bananer i skiver
500 g mascarpone
1½-2 spsk. Sød lakrids Sirup
Pynt:
2 tsk. Lakridspulver
15 stk. knuste Raw Liquorice Drops
Tænd ovnen på 175 grader, varmluft. Blommer og hvider deles. Først piskes hviderne stive. Derefter piskes lakridspulver, rørsukker og blommer sammen. Vend forsigtigt massen i hviderne (lidt ad gangen) og til sidst valnødder, rugbrød og bagepulver. Hæld dejen i en smurt springform, ca. 25 cm i diameter, og bag den i ca. 30 min.
Når kagen er afkølet, skæres den igennem til to bunde.
Mascarponen røres op med lakridssirup, og lægges sammen med bananskiverne og lagkagebundene.
Lagkagen toppes til sidst med lakridspulver og drops, og er klar til servering.